Länsräkenskaperna, den vissa och ovissa inkomsten

Länsräkenskaperna - bestemmelse af den visse indkomst eller rente.

De afgifter, der tilfaldt en ejer af et jordegods, kan sammenfattes under begrebet »jordegods' herlighed« eller slet og ret herlighed. Arent Berntsen inddeler i »Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed« (1656) denne herlighed i tre dele.

Den förste er landgilde, gaesteri m.m., disse er de visse, eller sikre indkomster, som er optegnet i jordebogen. Den anden hovedpart »holdis for ald u-visse Indkombst / som er Stedsmaal eller Faeste / Bygsel / tredie Aars Tage / Landboevexel / Hosbondhold / Landbohold / eller kiendelse / Oldengield / Sagefald / oc Rymning / Förlöff / Drifft / Vrag / Vindfelder / oc ald dend Indkomst / alle andre Accidentier kand med fore / hvilcke indkombster ocsaa icke kaldis / u-visse / fordi / eller som de / i dem selff ere gandske feilbare / at de jo kunde hende / men alleene neffnis u-visse / fordi tiden / udi hvilcken slig tilfald (saadan Indkomst fölger) kunde hende / icke haffver sin ordinarie visshed [ saa oc en deel derfore / at med Indkomstens Summa / icke heller altid er lige / men gemeenlig efter Personner Sagernis oc tilfalds beskaffenhed / rettis oc lempis / formedelst hvilcken u-lighed oc samme Indkombstis u-vished / kand herom udi Skiffter oc kiöb / ingen beregning giöris«.

Den tredie del omfatter bl. a. birkeret, jus patronatus, aegt og arbejde. Det er disse ovenforanferte uvisse poster, der baerer denne betegnelse, dels fordi deres forfaldstid ikke kendes, og dels fordi deres störrelse kan svinge, eller naermere bestemt vaerdien af dem, der er hovedtemaet for denne undersögelse.

Stedsmal, gårdfaestning eller indfaestning, er betegnelsen for den afgift, en fasster betalte for at tage en gård i brug, betalingen var hovedsagelig i penge eller oxne.

Husbondhold var den jordegne bondes afgift til kongen ved ejerskifte, den betaltes for det meste i penge.

Sagefaldet, som oftest betaltes i penge og oxne, udgjorde sammen med stedsmålet og husbondhold den störste del af det uvisse. Sammensaetningen af de forskellige uvisse indkomster, samt en bestemmelse af hvilke, der var störst, kan udledes direkte af kilderne.

Der er ikke gjort noget forsog på, naermere at udregne hvor meget stedsmål, sagefald og husbond- hold (det sidste må naermest betragtes som en art stedsmål for selvejerbonderne) udgjorde af det samlede uvisse, men skönsmaessigt tegnede det sig for op imod 80—90%.

Dette gaelder dog kun i de tilfaeldc hvor der ikke var oldengaeld, som også, i det mindste i de skovrige egne, vejede godt til. Oldengald betaltes med svin eller penge, til tider også med korn. Afgiften betaltes kun i de år bonderne havde svin på olden i skovene.

Forlov betaltes, når en fester efter lovlig opsigelse rejste fra sin gård, eller når noget af fasterens private arvegods blev fjernet fra gården af arvinger.

Romningsgods var det gods, en romningsmand efterlod på sin gård, drift betegnelsen for kvaeg med videre som strejfede, og som tilfaldt den på hvis jord det blev fundet, vrag var diverse former for strandingsgods, vindfaelder refererer til vaeltede traeer som solgtes til braende.

Ud over disse naermere omtalte uvisse poster naevnes i det undersögte materiale: jorbrudt gods, graesgang, skov som er solgt og bondersonner, som er kobt los.

Det ses, at omfånget af de forskellige uvisse indkomster afhang af 'naturgivne' faktorer. Oldengaeld og vindfaelder kan kun optraede, hvor der er skov, og jo mere desto bedre. Vrag er af störst betydning i de kystrige egne og stedsmål og sagefald, må formodes at vaere nogenlunde ligefremt proportionalt med befolkningstallet.

...det uvisse på nogle af hovedlenene udgjorde mere end halvdelen af lensmaendenes indtaegter.

(...)

Set fra kronens side kunne det indebaere betydelige fordele, hvis lensmaendene fik störstedelen af deres lön af det uvisse. For centralmagten måtte det värre vaesentligt, at de faeste årlige indtaegter var så höje som muligt, så man vidste hvad man havde til sin rådighed. Aflönnede man primaert lensmaendene via det uvisse, betod det, at en större del af det visse kunne forbeholdes kongen. Ydemere kunne det animere lensmanden til at sörge for, at ingen gårde var ubesat i laengere tid, hvilket ville vaere til skade for både lensmanden og kongen. Thi lensmanden fik jo selv en del af stedsmålet, samt de ovrige indkomster sådanne faestegårde nu kunne kaste af sig.

At det på den anden side kunne fore til overgreb imod faestebonderne, i form af chikaner for at få nye faestere og derved nye stedsmål eller forsog på at inddrive allehånde former for beder, kunne kun de bönder, der eventuelt var udsatte for en sådan behandling beklage. I det mindste på kortere sigt, for en altfor voldsom udbytning eller dårlig behandling af de, der skabte vaerdierne, ville naturligvis på laengere sigt undergrave hele indkomst grundlaget, både for lensmand og konge.

<references>

KÄLLA

Lensreformerne i Danmark 1557-96 Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 2 (1981)

http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_14rk_0002-PDF/hto_14rk_0002_76697.pdf